Breadcrumb Breadcrumb

Web Content Display Web Content Display

Diagnose

Hvordan stilles diagnosen?

En sikker diagnose kan kun stilles ved at sammenholde sygehistorie og undersøgelser med en diætperiode og en provokation. Under diæten skal barnet undgå de mistænke fødevarer eller tilsætningsstoffer. Ved provokationen skal det igen spise dem.

Ved både fødevareallergi og ikke-allergisk fødevareoverfølsomhed vil symptomerne forsvinde eller mindskes under diæten og vende tilbage, når der foretages en provokation.

Fødevareallergi

Ved fødevareallergi danner kroppens immunforsvar antistoffer (IgE) mod bestemte proteiner i de fødevarer, man ikke kan tåle.

Denne allergiske reaktion kan påvises ved en allergitest. Derfor kan man bruge priktest og blodprøver, som derfor kan bruges til at støtte en formodning om allergi. Men en positiv allergitest er ikke nok til at stille diagnosen.

Ikke-allergisk overfølsomhed

Der findes ingen anerkendte hudtest eller blodprøver, der kan påvise den ikke-allergiske fødevareoverfølsomhed, fordi kroppen ikke danner antistoffer eller andet, som kan måles. Derfor kan diagnosen kun stilles ved at sammenholde sygehistorien med symptomerne under diæten og provokationen.

Hvorfor er det nødvendigt at få en diagnose?

Du bør kontakte lægen, hvis du har mistanke om, at dit barn er overfølsomt over for fødevarer for at udelukke, at symptomerne skyldes en anden sygdom.

En korrekt diagnose er også vigtig for at undgå fejlernæring og unødigt besvær i hverdagen, hvis din mistanke er forkert.

Hvis du vil søge om økonomisk tilskud fra kommunen til merudgifterne i forbindelse med barnets diæt, er det en forudsætning, at en læge har dokumenteret, at barnet er overfølsomt.

Hvor bliver man undersøgt?

Langt de fleste mennesker med fødevareoverfølsomhed kan undersøges og behandles hos den praktiserende læge. Men er der behov for særlige kontrollerede undersøgelser eller supplerende behandling, foregår det normalt på en specialafdeling eller hos en speciallæge med særlig viden om allergiske sygdomme.

Priktest og blodprøve

Priktest og blodprøver kan bruges til at be- eller afkræfte en formodning om fødevareallergi. Der findes derimod ingen anerkendte test, der kan påvise ikke-allergisk fødevareoverfølsomhed.

I begge tilfælde kan en sikker diagnose kun stilles ved at sammenholde sygehistorie og undersøgelser med en diætperiode og en provokation. Under diæten skal barnet undgå de mistænke fødevarer eller tilsætningsstoffer. Ved provokationen skal barnet igen spise dem.

Priktest

Undersøgelsen foregår ved, at dit barn får sat et stykke tape med en række tal på underarmen. Ud for hvert tal sættes en dråbe med udtræk af forskellige allergifremkaldende stoffer. Af og til bruger man også friske madvarer til undersøgelsen.

Når alle dråberne er sat, prikkes et lille hul i huden gennem dråberne. Efter ca. 10 minutter aflæser man reaktionen. Hvis barnet reagerer, kommer der en lille hævelse, som klør.

Det er muligt at prikteste børn allerede fra fødslen, men det kræver erfaring at kunne aflæse og vurdere allergiundersøgelser af spædbørn.

Blodprøve

I en blodprøve kan man måle allergiantistofferne. Antistof og allergen passer til hinanden som nøglen til en lås og fortæller, om dit barn har antistoffer over for præcist det allergen, der undersøges for.

Falske resultater

Ved fødevareallergi kan man dog have falsk positive resultater ved priktesten eller blodprøven. Fx har mange med græspollenallergi en positiv reaktion for hvede og andre kornprodukter, når man undersøger blodprøven, men de har ingen symptomer, når de spiser hvede. De behøver derfor ikke at undgå hvede i maden.

Omvendt kan det ske, at man får symptomer, når man spiser fødevaren, selv om allergitesten er negativ.

I begge tilfælde er det resultaterne fra diætperioden og den efterfølgende provokation, som viser, om man er overfølsom eller ej.

Diæt og provokation

En priktest eller blodprøve er ikke nok til at stille diagnosen.
Ved fødevareallergi kan man have falsk positive resultater ved priktest eller blodprøven. Fx har mange med græspollenallergi en positiv reaktion for hvede og andre kornprodukter, når man undersøger blodprøven, men de har ingen symptomer, når de spiser hvede. De behøver derfor ikke at undgå hvede i maden.

Omvendt kan det ske, at man får symptomer, når man spiser fødevaren, selv om allergitesten er negativ.

I begge tilfælde er det resultaterne fra diætperioden og den efterfølgende provokation, som viser, om man er overfølsom eller ej.

Diæt

Diæten udføres ved, at dit barn i ca. 2 uger lader være med at spise de mistænkte fødevarer, mens du registrerer, om barnet har symptomer, og hvor alvorlige de er. I denne periode skulle barnet gerne blive symptomfri eller i hvert fald blive fri for en væsentlig del af sine symptomer. 

Provokation

Efter diætperioden er det muligt at foretage en provokation, hvor barnet under observation skal indtage de mistænkte fødevarer eller tilsætningsstoffer igen.

Hvis barnet får symptomer, når det spiser den mistænkte fødevare under provokationen, er det overfølsomt og skal undgå fødevaren. Får det ingen symptomer ved provokationen, kan det fortsætte med at spise fødevaren.


Provokationen bør altid foretages i samarbejde med en læge, så du kan få en objektiv og faglig vurdering af symptomerne, og så barnet kan blive sat i behandling, hvis det skulle være nødvendigt.

Der er forskellige principper for, hvordan fødevareprovokationer gennemføres.

Åben provokation

Der kan foretages en åben provokation, hvor barnet ved, at det nu skal spise det, som det måske ikke kan tåle. Denne metode bruges hovedsageligt til små børn, som ikke forventer en bestemt reaktion. At man ved, hvad det er man spiser, kan nemlig være nok til, at symptomerne opstår.

Blindet provokation

Til større børn er det bedst at anvende de såkaldt blindede provokationer, hvor barnet og måske også den, der står for undersøgelsen ikke ved, hvad det får at spise. Når ingen af dem ved det, taler man om en dobbelt blindet provokation.

Barnet skal provokeres igen

Småbørn vil ofte få foretaget en ny provokation hver 6.-12. måned. Større børn vurderes kun på ny med års mellemrum. Det skyldes, at de sjældnere bliver fri for deres fødevareallergi.

Det kan være svært at forstå, hvorfor der skal foretages en ny provokation, hvis man endelig har fundet årsagen til symptomerne, og barnet nu er fri for symptomer. Men overfølsomheden kan forsvinde igen, især i barnealderen.

Hvis dit barn igen tåler fødevaren, er der ingen grund til at fastholde en diæt, som kan være med til at besværliggøre hverdagen og måske øge risikoen for fejlernæring.

Pollenallergi og mad

Når det drejer sig om mistanke om allergi over for fødevarer, som krydsreagerer med pollen, er det sjældent nødvendigt at foretage en provokation. Her er sygehistorien som oftest klar.

Dagbog

Langt de fleste mennesker med fødevareallergi oplever, at det klør i munden og svælget, når de spiser det, de er overfølsomme overfor. Derfor er det oftest relativt enkelt at indkredse den fødevare, man ikke kan tåle.

Små børn kan dog ikke fortælle præcist om deres symptomer. Så hvis du har en mistanke om, at der er noget i maden, som dit barn ikke kan tåle, kan det nogle gange hjælpe at føre dagbog over, hvad det spiser og hvornår, og hvilke symptomer det får. Du kan fx lave et skema og udfylde det i et par uger. Husk også at notere, hvis barnet får medicin.

Skemaet kan være en hjælp til at spore dig ind på, om der er noget i maden, som dit barn måske er overfølsomt over for. Du kan tage skemaet med til lægen, som ofte vil indlede undersøgelserne med netop at bede dig om at registrere barnets symptomer i 1-2 uger, hvor det spiser sin normale kost.

Gå altid til lægen, hvis du er i tvivl, eller hvis du ikke finder årsagen til symptomerne hurtigt. Gå straks til lægen, hvis symptomerne er alvorlige.

Andre måder at stille diagnosen?

Diagnosen fødevareoverfølsomhed kan kun stilles ved at sammeholde resultaterne af diæten og provokationen med sygehistorien og undersøgelserne.

Der findes læger og alternative behandlere, som stiller diagnosen på andre måder. Der er ikke videnskabelig dokumentation, der støtter brugen af disse metoder. Det kan betyde, at du får en forkert diagnose.

Prisen for den type undersøgelser kan være meget høj, og der ydes ikke tilskud til undersøgelserne, fordi metoderne ikke er videnskabeligt dokumenterede. 

Web Content Display Web Content Display