Web Content Display Web Content Display

Æg

Allergi over for æg

Der findes mange forskellige proteiner i æg, som kan give symptomer, hvis man har allergi over for æg.

Nogle af proteinerne findes i blommen, men de vigtigste er i hviden. Det er individuelt, hvilke proteiner man er allergisk overfor, men det har ingen praktisk betydning. Du er nødt til at undgå æg i det hele taget, da det ikke er muligt at sikre, at fx et æggehvideprodukt slet ikke indeholder æggeblomme.

Æggets allergifremkaldende stoffer ødelægges ikke af varme. Derfor får du symptomer, uanset om æggene er kogt, stegt eller bagt.

Over halvdelen af børn med allergi over for æg vokser fra allergien, inden de fylder fem år.

Artikel: En æggende allergi

 

 

Andre slags æg

Hvis man er allergisk over for hønseæg, reagerer man ofte også på æg fra andre fugle.
Man kan heller ikke tåle økologiske æg.

Kyllinge- og hønsekød

I få tilfælde kan mennesker med allergi over for æg heller ikke tåle kød fra kylling, kalkun, høne osv.

Vaccinationer

Vaccine mod influenza er dyrket på æg og må derfor ikke anvendes til personer, som er overfølsomme over for æg.

Vaccinen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde (MFR-vaccinen) er baseret på kyllingefostre. Det er yderst sjældent, at børn med allergi over for æg oplever en allergisk reaktion på vaccinationen. Hvis det sker, vil det typisk være en mild reaktion i form af nældefeber og kløe. De danske anbefalinger er, at børn med ægallergi bør MFR-vaccineres på et børneambulatorium.

Valg af mad ved allergi over for æg

Her får du nogle gode råd om, hvilke fødevarer du skal passe på, hvis du ikke kan tåle æg. Det er dog altid vigtigt at læse varedeklarationen på fødevaren.

Æg-erstatning

Når du bager uden æg, har især kager tendens til at smuldre. Det kan modvirkes ved at bruge moset frugt, mere fedtstof eller ved at bruge ægerstatning.

I dagligvarehandlen finder du produktet "No egg" som kan anvendes som erstatning.

Du kan også anvende hørfrømasse eller sagomasse i stedet for æg til fars, kager og panering. Ægerstatningen kan holde sig cirka en uge i køleskab. Tre-fire spiseskefulde svarer til et æg.

Hørfrømasse:

Kog 50 g. hørfrø og 6 dl. vand i 5-10 minutter. Pres massen igennem en si, og afkøl den.

Sagomasse:

Kog 100 g. sagogryn og 1 liter vand i 15 minutter. Afkøl massen.

Brød

Færdigbagt brød kan indeholde æg, men der findes flest produkter uden.

Pålæg

Nogle bagere og slagtere forhandler varer uden æg. Også i supermarkedet kan du finde pålægsvarer, fx leverpostej, uden æg. Som pålæg kan du desuden bruge rester fra middagsmaden, fx kylling, kalkun, kogt skinke eller hamburgerryg. Frugtpålæg, banan i skiver og lignende kan også være alternativer.
Remoulade, mayonnaise og mayonnaisesalater indeholder æg.

Middagsretter

Færdige middagsretter, fx lasagne, kan indeholde æg.
Paneret mad indeholder ofte æg.
Supper kan indeholde æg.

Pasta

Frisk pasta indeholder næsten altid æg, men der findes mange varianter af tørret pasta uden æg.

Sovs og dressing

Færdige sovse og dressinger kan indeholde æg.

Kager, desserter og slik

Mange kager, desserter og cremer indeholder æg.

Slik kan indeholde lecithin. Lecithin er et tilsætningsstof (E322), som kan være lavet af æg. Det indeholder meget lidt protein og kan derfor formentlig kun udløse allergiske symptomer hos meget følsomme.

Bouillon

Bouillonterninger kan indeholde æg.

Web Content Display Web Content Display