Web Content Display Web Content Display

Diæt og provokation

En priktest eller en blodprøve er ikke nok til at stille diagnosen.

Ved fødevareallergi kan man have falsk positive resultater ved priktesten eller blodprøven. Fx har mange med græspollenallergi en positiv reaktion, når de testes for hvede og andre kornprodukter, men de har ingen symptomer, når de spiser kornprodukter. De behøver derfor ikke at undgå kornprodukter i maden.

Omvendt kan det ske, at man får symptomer, når man spiser fødevaren, selv om allergitesten var negativ.

I begge tilfælde er det resultaterne fra diætperioden og den efterfølgende provokation, som viser, om man er overfølsomhed eller ej.

Diæt

Diæten udføres ved, at du i cirka to uger lader være med at spise de mistænkte fødevare, mens du registrerer, om du har symptomer, og hvor alvorlige de er. I denne periode skulle du gerne blive symptomfri eller i hvert fald blive fri for en væsentlig del af dine symptomer.

Provokation

Efter diætperioden er det muligt at foretage en provokation, hvor du under observation indtager de mistænkte fødevarer eller tilsætningsstoffer igen.

Hvis du får symptomer, når du spiser den mistænkte fødevare under provokationen, er du overfølsom og skal undgå fødevaren. Får du ingen symptomer ved provokationen, kan du fortsætte med at spise fødevaren.

Provokationen bør altid foretages i samarbejde med en læge, så du kan få en objektiv og faglig vurdering af symptomerne og blive sat i behandling, hvis det skulle være nødvendigt.

Der er forskellige principper for, hvordan fødevareprovokationer gennemføres.

Åben provokation

Der kan foretages en åben provokation, hvor du ved, at du nu skal spise det, du måske ikke kan tåle. Denne metode bruges hovedsageligt til små børn, som ikke forventer en bestemt reaktion. At du ved, hvad det er du spiser, kan nemlig være nok til, at symptomerne opstår.

Blindet provokation

Til større børn og voksne er det bedst at anvende de såkaldt blindede provokationer, hvor du og måske også den, der står for undersøgelsen ikke ved, hvad du får at spise. Når ingen af jer ved det, taler man om en dobbelt-blindet provokation.

Man skal provokeres igen

Småbørn vil ofte få foretaget en ny provokation hver sjette til tolvte måned. Større børn og voksne vurderes kun på ny med års mellemrum. Det skyldes, at de sjældnere bliver fri for deres fødevareallergi igen.

Det kan være svært at forstå, hvorfor der skal foretages en ny provokation, hvis man endelig har fundet årsagen til symptomerne og nu er symptomfri. Men overfølsomheden kan forsvinde igen, især i barnealderen.

Hvis dit barn igen tåler fødevaren, er der ingen grund til at fastholde en diæt, som kan være med til at besværliggøre hverdagen og måske øge risikoen for fejlernæring.

Pollenallergi og mad

Når det drejer sig om mistanke om allergi over for fødevarer, som krydsreagerer med pollen, er det sjældent nødvendigt at foretage en provokation. Her er sygehistorien som oftest klar.

Web Content Display Web Content Display