Web Content Display Web Content Display

simple image

Web Content Display Web Content Display

Frugt, grønt og krydderier

Det er som regel nemt at undgå de rå frugter og grøntsager, som giver symptomer. Men der kan være tilfælde, hvor det er nødvendigt at læse varedeklarationen – især hvis du reagerer på nødder eller selleri.

På færdigpakkede fødevarer skal det i langt de fleste tilfælde fremgå, hvilke ingredienser der indgår i varen. EU har opstillet en liste over de mest almindelige allergifremkaldende ingredienser, som altid skal fremgå af mærkningen, når varen er mærket den 25. november 2005 eller senere.

Selleri

Selleri er med på listen over ingredienser, som altid skal deklareres på varer mærket den 25. november 2005 eller senere. Det er fx ikke nok at skrive ”krydderier”, hvis der indgår selleri i en krydderiblanding.

Olie af selleriblade eller sellerifrø og oleoresin af sellerifrø, der anvendes som aromastoffer, behøver dog kun at blive deklareret som ”aroma”. Selleriolie udgør sandsynligvis ikke en risiko ved selleriallergi. Om oleoresin kan være et problem, ved man ikke. Selleriolie og oleoresin bruges dog i meget små mængder, da de smager meget kraftigt.

Nødder og jordnødder

Nødder og jordnødder er også med på listen over ingredienser, som altid skal deklareres på varer mærket den 25. november 2005 eller senere. Det er fx ikke nok at skrive ”vegetabilsk olie”, hvis der er brugt jordnøddeolie i en vare.

Dog er det ikke nødvendigt at deklarere nødder, der anvendes i destillater til spiritus, og mandler eller valnødder, der anvendes som aroma i spiritus. Det er ikke vurderet, om der er risiko for en allergisk reaktion i den forbindelse. Nødder kan findes i chokolade, konfekt, kager og slik. I nogle fødevarer kan der være små mængder af nødder og mandler, uden at det står i varedeklarationen. Det kan skyldes, at varen har været i kontakt med nødder eller mandler, da den blev fremstillet.

Marcipan er fremstillet af mandler, mens nougat er lavet af hasselnødder.

Jordnødder (peanuts) kan findes i jordnøddesmør (peanut butter), men også i kager, chokolade og konfekt samt i chips og andre snacks. Vær opmærksom på, at jordnødder undertiden bruges i stedet for mandler fx som pynt på kager og is.

Grøntsagsblandinger

De enkelte grøntsager i en grøntsagsblanding skal fremgå af deklarationen på varer, som er mærket den 25. november 2005 eller senere.

Kandiseret frugt

De enkelte frugter i en blanding af kandiserede frugter skal fremgå af deklarationen på varer mærket den 25. november 2005 eller senere.

Krydderier og krydderurter

Krydderier og krydderurter i færdigpakkede fødevarer skal deklareres med deres navn, hvis de udgør mere end 2 procent af varens vægt. Ellers kan man nøjes med at deklarere dem under samlebetegnelser, fx "krydderier" eller "krydderurter".

Du skal være opmærksom på, at et krydderi som karry, som er et blandingskrydderi, kan indeholde nogle af de krydderier, der i sjældne tilfælde krydsreagerer med pollen.

Honning, kamillete og helsekost

Har du pollenallergi, skal du være opmærksom på, at du i sjældne tilfælde kan få symptomer af at spise eller drikke noget, der indeholder pollen. Honning, kamillete og nogle helsekostprodukter og naturlægemidler som fx propolis kan indeholde pollen. 

Web Content Display Web Content Display

Madallergi på APP

Find inspiration til allergivenlige opskrifter med vores app 'Madallergi'.

Appen er gratis og du kan finde den i App Store.

Hvis du ikke har en iPhone eller en iPad, så kan du også finde opskrifterne i vores database.

Velbekomme og god fornøjelse!

Web Content Display Web Content Display