Web Content Display Web Content Display

Gluten

Du kan købe glutenfri varer i supermarkeder, helsekostforretninger, enkelte bagerforretninger og på internettet. 

Fødevarer uden gluten kan enten være naturligt fri for gluten eller gjort glutenfri, det vil sige behandlet, så gluten er fjernet.

Naturligt fri for gluten

Nogle fødevarer er fra naturens side fri for gluten. Disse fødevarer kaldes naturligt fri for gluten. Det er fx birkes, boghvede, græskarkerner, hirse, hørfrø, kartoffel, kassava, kikærter, kokosmel, loppefrøskaller, maniok, majs, ris, sagogryn, sesamfrø, soja, solsikkekerner, tapioka, quinoa.

Glutenfri specialvarer

I handelen findes desuden en række glutenfri specialvarer. Disse varer er udviklet specielt til personer, der ikke kan tåle gluten.

Glutenfri varer kan være produceret ud fra råvarer, der indeholder gluten. De kan derfor indeholde spor af gluten, men i så små mængder, at langt de fleste med cøliaki tåler dem.

Der findes fx glutenfri bageblandinger, brød, kiks, knækbrød og pasta. Disse produkter er enten naturligt fri for gluten eller lavet af glutenfri hvedestivelse, det vil sige hvedemel renset for protein.

Fødevarer uden gluten

Fødevarerne på denne liste indeholder sjældent gluten, men du bør altid læse varedeklarationen.

Kødprodukter:
Fisk, fjerkræ, indmad og æg.

Grøntsager og frugt:
Alle frugter, grøntsager og nødder.

Mælkeprodukter:
Margarine, minarine, mælk, ost, smør og syrnede mælkeprodukter (uden mysli).

Drikkevarer:
Juice, saft, sodavand, spiritus og vin.

Andre produkter

De fleste med cøliaki kan spise produkter, hvor der kan være spor af gluten. Produkterne på listen herunder er vurderet ud fra denne betragtning. Ønsker du yderligere oplysninger om et produkts mængde af gluten, kan du kontakte producenterne.

Cornflakes

Fremstillet af majs, der ikke indeholder gluten. Cornflakes er ofte behandlet med maltekstrakt, som kan indeholde spor af gluten.
De svenske myndigheder har i december 2005 undersøgt forskellige cornflakes-produkter. De indeholder alle maltekstrakt, men kun i Kellogg's produkter har man fundet et højt indhold af gluten. Kellogg's oplyser, at der er så meget gluten i produkterne "Cornflakes", "Frosties" og "Frosties 1/3", at de ikke er egnede for personer med cøliaki.

Dextrose

Sukkerstof fremstillet af stivelse, eventuelt på basis af hvede eller byg. Kan indeholde spor af gluten.

E-numre

Følgende tilsætningsstoffer kan være fremstillet af stivelse fra glutenholdige kornsorter og kan derfor indeholde små mængder gluten. På varedeklarationen skal det fremgå, hvis stivelsen kommer fra en glutenholdig kornsort. Tilsætningsstofferne anvendes i små mængder og bidrager derfor ikke med meget gluten i de produkter, hvor de anvendes.

E 1404: Oxideret stivelse
E 1410: Mono-stivelse-phosphat
E 1412: Di-stivelse-phosphat
E 1413: Phosphateret di-stivelse-phosphat
E 1414: Acetyleret di-stivelse-phosphat
E 1420: Acetyleret stivelse
E 1422: Acetyleret di-stivelse-adipat
E 1440: Hydroxy-propyl-stivelse
E 1442: Hydroxy-propyl-di-stivelse-phosphat
E 1450: Stivelse-natrium-octenyl-succinat
E 1451: Accetyleret oxideret stivelse.

FiberHusk

Pulveriserede loppefrøsskaller (psyllium). Indeholder ikke gluten.

Glucosesirup

Sukkerstof fremstillet af stivelse, eventuelt på basis af hvede eller byg. Kan indeholde spor af gluten.

Glutaminsyre

E 620 er et tilsætningsstof, der anvendes som smagsforstærker. Indeholder ikke gluten.

Glutaminat

E 621-25 er tilsætningsstoffer og anvendes som smagsforstærker. Indeholder ikke gluten.

Havrefibre

Kan være lavet af strå fra havre, som er glutenfrit. Spørg eventuelt producenten, hvis du ser ordene på en varedeklaration.

Husk

Skaldele fra loppefrø (psyllium). Indeholder ikke gluten.

Hvedefibre

Kan være lavet af strå fra hvede, som er glutenfrit. Spørg evt. producenten, hvis du ser ordene på en varedeklaration.

Hvedestivelse, glutenfri

"Renset" hvedemel, hvor man har fjernet stort set alt protein. Hvedestivelse kan indeholde spor af gluten.
For at må blive kaldt "Glutenfri hvedestivelse" må hvedestivelsen højst indeholde 0,3 g protein pr. 100 g stivelse.
Almindelig hvedestivelse indeholder gluten.

Kartoffelfibre

Fremstillet af kartofler. Indeholder ikke gluten.

Maltekstrakt

Fremstillet af malt (spiret korn, normalt fra byg). Kan indeholde spor af gluten.
Se også "Cornflakes".

Maltodextrin

Stivelse. Kan indeholde spor af gluten.
Se også "Stivelse".

Maltose

Sukkerstof. Kan indeholde spor af gluten.

Maltsukker

Sukkerstof. Kan indeholde spor af gluten.

Modificeret stivelse

Modificeret stivelse fra kartofler, ris eller majs indeholder ikke gluten.
Modificeret stivelse af hvede kan indeholde spor af gluten. Hvis den modificerede stivelse er fremstillet af hvede, skal det fremgå af varedeklarationen.

Sojasovs

Fremstilles af sojabønner og eventuelt hvede.
Sojasovs fremstillet med hvede kan indeholde spor af gluten.

Stivelse

Stivelse fra kartofler, ris eller majs indeholder ikke gluten.
Stivelse af hvede kan indeholde spor af gluten. Hvis stivelsen er fremstillet af hvede, skal det fremgå af varedeklarationen.
Se også "Hvedestivelse, glutenfri".

Vegetabilsk protein

Vegetabilsk protein fra soja og ærter indeholder ikke gluten.
Vegetabilsk protein fremstillet fra en glutenholdig kornsort indeholder gluten. Hvis den vegetabilske protein er fremstillet fra en glutenholdig kornsort, skal det fremgå af varen, hvis varen er pakket efter 25. november 2005.

Ærtefibre

Fremstillet af ærter. Indeholder ikke gluten. 

Web Content Display Web Content Display