Hvede og andet korn
Allergi over for hvede og andet korn
Det er mest almindeligt kun at have allergi over for én kornsort – oftest hvede. Men man kan også være allergisk over for rug og i meget sjældne tilfælde over for havre, majs, hirse, ris eller boghvede.
Cøliaki - Glutenintolerans
Allergi over for kornprodukter forveksles af og til med sygdommen cøliaki, som også kaldes glutenintolerans. Ved cøliaki ødelægges slimhinden i tarmen af proteinet gluten, som findes i både hvede, rug og byg. Har du cøliaki så læs istedet her.
Græspollenallergi og hvede
Nogle gange får mennesker med græspollenallergi at vide, at allergitesten viser, at de også har allergi over for hvede og andre kornsorter.
Det kan skyldes, at proteinerne i græs og hvede ligner hinanden, så de giver det samme testresultat. Hvis man ikke har symptomer, når man spiser hvede, er der dog ingen grund til at holde diæt.
Valg af mad ved allergi over for korn
Her får du nogle gode råd om, hvilke fødevarer du skal passe på, hvis du ikke kan tåle en eller flere kornsorter. Det er dog altid vigtigt at læse varedeklarationen på fødevaren.
Morgenmadsprodukter
Mange morgenmadsprodukter indeholder hvede eller havre.
Pålæg
Nogle bagere og slagtere forhandler varer uden fx hvedemel. Også i supermarkedet kan du finde pålægsvarer, også leverpostej, uden hvede. Du kan desuden bruge kødrester fra middagsmaden, fx kylling, kalkun, kogt skinke eller hamburgerryg. Frugtpålæg, banan i skiver o.l. kan også være alternativer.
Sennep, remoulade og ristede løg kan indeholde hvede.
Brød
Det kan være svært at bage uden hvede, fordi hveden gør bagværket luftigt. Derfor er det nødvendigt at vænne sig til, at brødet bliver anderledes både i udseende og smag end normalt, når man bager med andre kornsorter.
Jyttemel® er en melblanding af bl.a. ris, boghvede, majs og kartoffelstivelse. Melet indeholder ikke hvede, rug, byg eller havre og kan bruges til bagning og madlavning.
Du kan også prøve at erstatte hvedemelet med andre meltyper:
Rismel: 1 dl hvedemel erstattes af 7/8 dl rismel.
Kartoffelstivelse: 1 dl hvedemel erstattes af 5/8 dl kartoffelstivelse.
Sojamel og kartoffelstivelse: 1 dl hvedemel erstattes af 1 dl sojamel og 1/2 dl kartoffelstivelse.
Majsmel: 1 dl hvedemel erstattes af 1 dl majsmel.
Ved at supplere med loppefrøskaller (psyllium) bliver brødet mere saftigt og hæver bedre.
Mange rugbrød indeholder hvede.
Hjemmebagt "rugbrød" uden rug kan gøres mere groft ved fx at tilsætte dejen revne rå gulerødder, hele hvedekerner eller knækkede hvedekerner. Savner du den mørke farve, kan der tilsættes brun farin eller blendede udblødte svesker, men begge dele gør brødet sødt.
Pasta
Pasta er normalt lavet af hvede, men der findes også pasta uden. Den er i stedet lavet af ris-, majs- eller boghvedemel.
Middagsretter
Farsretter, pølser, panerede retter og færdige middagsretter kan indeholde hvede.
Frosne kartoffelprodukter og chips kan indeholde hvede.
Brødcroutoner, som nogle gange bruges oven på salater, indeholder typisk hvede.
Sovs
De fleste almindelige sovse indeholder hvedemel. Hjemmelavet sovs kan jævnes med maizenamel i stedet. Madlavningsfløde® indeholder hvedemel.
Kager, slik, chokolade og snacks
Kager og kiks indeholder næsten altid hvedemel.
Hjemmelavede marengs og kokostoppe kan laves uden hvedemel. Honningkage uden hvedemel kan købes.
Der kan være hvedemel i lakrids, vingummi og karameller. Også chokolade kan indeholde kornprodukter, fx hvis der indgår kiks i chokoladen.
En del snacks indeholder hvede.
Øl
Øl er lavet af bl.a. byg. Der findes også hvedeøl.