Jordnødder
Jordnødder kan være brugt som ingrediens i andre produkter. Derfor er det afgørende, at du læser varedeklarationer, hvis du skal undgå jordnødder.
Du er nødt til at læse varedeklarationen hver gang, da producenterne kan ændre i sammensætningen af varen fra gang til gang.
Olie
Du skal være opmærksom på, at "vegetabilsk olie" kan være baseret på jordnødder, ligesom "jordnøddeolie" og "peanutolie" er det. Hvis produktet er raffineret, vil der normalt ikke være proteiner tilbage, og olien er da ikke et problem for mennesker med jordnøddeallergi. Koldpressede olier kan derimod indeholde proteinrester.
Samlebetegnelsen "grøntsager"
På varedeklarationen kan ordet "grøntsager" bruges som en samlebetegnelse for alle grønsagsblandinger, der ikke overstiger 10 procent af fødevarens vægt. Jordnødder kan indgå i sådan en grøntsagsblanding.
Kan indeholde spor af...
I nogle fødevarer kan der være små mængder af jordnødder, uden at det står i varedeklarationen. Det kan skyldes, at varen har været i kontakt med jordnødder, da den blev fremstillet. Undertiden skriver producenten da "Kan indeholde spor af....." på varen.
Jordnød kan også hedde:
Grøntsager
Jordnøddeolie*
Jordnøddesmør
Peanut
Peanutbutter
Peanutolie*
Vegetabilsk olie*
Vegetabilsk protein
* Kan indeholde små mængder protein.
Husk at det skal det være tydeligt hvis ingrediensen kommer fra en af de 14 hyppigst allergifremkaldende ingredienser. Fx skal der stå ”Grøntsager (jordnødder)" eller "Vegetabilsk protein (jordnød)".
Produkter, der er sendt på markedet eller mærket inden d. 25. november 2005, må dog sælges indtil lagrene er tømt, uanset de ikke er i overensstemmelse med reglerne. Så i en periode er det fortsat muligt at finde varer, typisk konserves, som er mærket efter de gamle regler.