Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Akut behandling

I den akutte behandling af allergi er der seks strenge at spille på:

Antihistamin, binyrebarkhormon, adrenalin (der nemt kan gives med en EpiPen eller Jext), beta-2-agonister, lejring og ilt. Nogle af disse behandlinger udfører hospital/læge, mens patienten kan varetage andre.

Behandling af nældefeber

Nældefeber behandles med antihistamin og binyrebarkhormon. Det lette tilfælde kan klares med antihistamin alene, mens det svære tilfælde kræver binyrebarkhormon som tablet eller injektion hos læge eller på sygehus. Er du i tvivl om sværhedsgraden af tilfældet, bør du under alle omstændigheder søge hospital.

Lægen/hospitalet kan ikke umiddelbart sige, hvilket antihistamin der er bedst til dig, da effekten i høj grad afhænger af, hvordan du omsætter lægemidler i kroppen. Sammen med lægen må du prøve dig frem i junglen af præparater, indtil I finder det præparat, der virker bedst til dig.

Angioødem

Angioødem behandles også med antihistamin og binyrebarkhormon efter samme principper som nældefeber. Her bør du dog i alle tilfælde søge læge eller skadestue på grund af risikoen for hævelse af luftvejene. På sygehuset kan det blive nødvendigt at behandle med ilt gennem maske og i sjældne alvorlige tilfælde med ilt gennem en slange i den hævede hals.

Astma

I den akutte situation anvender man beta-2-agonist (den blå medicin). På sygehuset vil man sædvanligvis supplere med binyrebarkhormoninjektion (brun medicin).

Allergisk shock

Den vigtigste og umiddelbart livreddende behandling af det allergiske shock (anafylaksi) er førstehjælp, altså det du kan gøre med det samme - før ankomst til sygehuset.

  1. Først fjerner du patienten fra det, der har udløst den livstruende reaktion.
  2. Har patienten en adrenalinpen (EpiPen eller Jext), finder du den frem og giver adrenalin.
  3. Så lejrer du patienten hensigtsmæssigt. Ved shock er det på ryggen med benene hævet over hjertet. Hvis patienten er bevidstløs, og du må forlade patienten – fx når du skal ringe 112 – så bør du dog lægge patienten i aflåst sideleje. Umiddelbart derefter ringer du 112.
  4. Bliv hos patienten, til hjælpen når frem.
    Det er nu din opgave at berolige og derfor også selv bevare roen. Du kan fx sige til personen, at nu har han/hun fået den vigtigste akut behandling, som er adrenalin.
  5. Når ambulancen kommer, overtager redderne observationen og giver ilt gennem maske. Iltbehandlingen fortsætter efter ankomst til hospitalet, og her sker en masse andre ting på ret kort tid. Den modtagende læge har nu ansvaret for den videre behandling og kan have gavn af oplysninger om allergier og tidspunkter i forløbet indtil nu. Han ved ikke, hvad der har udløst den allergiske reaktion, og hvad der er gjort inden ankomst til sygehuset – men det ved du jo heldigvis.
    På sygehuset vil man, afhængig af hvordan situationen nu tegner sig, give mere adrenalin, give binyrebarkhormon, give antihistamin, som ikke hjælper på shock, men på en eventuelt ledsagende nældefeber eller angioødem. Inhalationer med beta-2-agonister vil blive givet, hvis der er er åndedrætsbesvær (astmasymptomer).

Sidst men ikke mindst indlægger lægen patienten til observation og vil formentlig tage en række blodprøver for at overvåge de vitale organers funktion. Effekten af allergenet holder nemlig ofte længere end adrenalinet fra adrenalinpennen eller fra sprøjten på skadestuen, så det er ikke usædvanligt at se en forværring af tilstanden nogen tid efter den første reaktion. Behandlingen - hvis symptomerne kommer igen - er fuldstændig den samme som den første behandling. 

Webindholdsvisning Webindholdsvisning