Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Pollenallergi og mad

Symptomerne på pollenallergi kommer i den periode, hvor de pollen, du er allergisk overfor, findes i luften.

 


Pollenallergi viser sig som nyseture, løbende næse og rindende øjne (høfeber) samtidig med en generende kløe. Næsen kan også være så tilstoppet, at det kan være svært at trække vejret. I nogle tilfælde kan pollenallergi give symptomer fra lungerne (astma).

 

Krydsreaktioner med fødevarer

Ved pollenallergi kan man få allergiske symptomer, når man spiser visse frugter, grøntsager, nødder eller krydderier. Kroppen reagerer, fordi den ikke kan skelne mellem de allergifremkaldende stoffer i pollen og lignende stoffer i fødevarer. Det kaldes krydsreaktioner.

Hver anden med allergi over for både birke-, græs- og bynkepollen får symptomer, når de spiser visse nødder, frugter og grøntsager. Blandt dem, der kun har birkepollenallergi, oplever hver tredje krydsreaktioner. Det er derimod ikke helt så almindeligt på vore breddegrader, at personer, som kun er allergiske over for pollen fra græs eller bynke, får symptomer, når de spiser krydsreagerende fødevarer.

Nogle med pollenallergi får symptomer året rundt, hvis de spiser fødevarer, som krydsreagerer med pollen. Andre har kun symptomer i pollensæsonen.

Har du birkepollenallergi, kan du også få symptomer fra krydsreagerende fødevarer, når det er sæson for pollen fra el, elm eller hassel. Tilsvarende kan mennesker med allergi over for el, elm og hassel reagere på de samme fødevarer som ved birkepollenallergi.

Det hjælper ikke på symptomerne fra selve pollenallergien, at du undgår de fødevarer, som krydsreagerer med pollen.

Symptomer og allergitest

Symptomer

Når man reagerer på fødevarer, som krydsreagerer med pollen, er de almindeligste symptomer kløe og lettere hævelse på læberne, i munden og i svælget. Nogle oplever, at det klør helt ud i ørerne.

Mere sjældne er symptomer som nældefeber (udslæt og kløe), astma og mave-tarmbesvær. Nogle ganske få mennesker får eksem på hænderne, når de rører ved nogle af de fødevarer, som krydsreagerer med pollen.

Allergitest

Man kan bruge priktest og blodprøver til at be- eller afkræfte en formodning om pollenallergi.

Sammenhængen mellem pollenallergi og mad er for det meste let at påvise uden en test. Derfor bruges allergitest for forskellige madvarer normalt ikke i forbindelse med pollenallergi.

I de tilfælde, hvor der opstår svære reaktioner som fx hævelse i svælg og hals, og årsagen ikke kendes, vil lægen i nogle tilfælde udføre allergitest og provokationsforsøg med de mistænkte madvarer.

Vælger lægen at lave en allergitest over for de krydsreagerende fødevarer, skal man være opmærksom på falsk positive resultater. Fx har mange med græspollenallergi en positiv reaktion på hvede og andre kornprodukter, når man undersøger blodprøven, men de har ingen symptomer, når de spiser hvede. De skal derfor ikke undgå hvede.

Kan allergien være farlig?

I langt de fleste tilfælde er reaktionerne på fødevarer, som krydsreagerer med pollen, lette og harmløse. I sjældne tilfælde kan der opstå hævelser i svælget og halsen, så vejrtrækningen bliver besværet.

Hvis du før har oplevet at få kraftige reaktioner på grund af fødevarer, som krydsreagerer med pollen, er det vigtigt at tale med lægen om, hvilke forholdsregler du skal tage, hvis du ved et uheld kommer til at spise noget, du ikke kan tåle.

Ved pludselig, kraftig hævelse af svælg og hals skal du omgående søge læge eller skadestue.

Lister over fødevarer

Herunder er der lister over fødevarer, som kan krydsreagere med pollen. Under overskrifterne birkepollen, græspollen og bynkepollen kan du se, hvilke fødevarer der kan give symptomer.

Listerne er ikke forbudslister, men kan bruges som en vejledning i, hvilke fødevarer du skal være opmærksom på. Det er sjældent, at man får symptomer fra alle de fødevarer, der står opført under hver hovedgruppe. Du kan derfor godt spise de frugter og grøntsager, der ikke giver dig symptomer, også selvom de står på listen. Desuden kan du komme ud for at reagere på fødevarer, som ikke står på listen.

Birkepollen

Fødevarer, som kan give allergiske reaktioner ved birkepollenallergi

Frugter:
Abrikos, blomme, fersken, kirsebær, kiwi, nektarin, pære, æble

Grøntsager:
Gulerod, kartoffel, tomat, peberfrugt, selleri

Nødder:
Hasselnød, jordnød/peanut, mandel, paranød, valnød

Græspollen

Fødevarer, som kan give allergiske reaktioner ved græspollenallergi

Frugter:
Appelsin, melon

Grøntsager:
Tomat, ært

Nødder:
Jordnød/peanut

Bynkepollen

Fødevarer, som kan give allergiske reaktioner ved bynkepollenallergi

Frugter:
Melon, solsikkekerner

Grøntsager:
Peberfrugt, gulerod, pastinak, persillerod, selleri

Krydderurter:
Kamille, persille

Krydderier og krydderurter

Krydderier og krydderurter, som kan give allergiske reaktioner ved pollenallergi


Anis, karry, merian, basilikum, koriander, oregano, dild, kommen, paprika, estragon, løvstikke, sort peber, fennikel, malurt, timian

Krydderier og krydderurter kan give symptomer, hvis man er allergisk over for selleri og samtidig er allergisk over for bynkepollen eller birkepollen. Reaktioner over for krydderier og krydderurter forekommer sjældent.

Eksotiske frugter og grøntsager

Nogle mennesker med pollenallergi får uventede symptomer, når de spiser rå eksotiske frugter og grøntsager, fx på rejser. Hvis du normalt har kraftige reaktioner på mad, er det en god idé at nøjes med små bidder af frugter og grøntsager, indtil du ved, om du kan tåle dem. 

Webindholdsvisning Webindholdsvisning