Forside > Allergi > Forebyg hos børn >
Hvordan forebygger du

Hvordan forebygger du

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ammer dit barn de første seks måneder.

Hvis dit barn har særlig risiko for at udvikle allergi, kan du ved at følge nedenstående vejledning nedsætte risikoen for at dit barn udvikler allergi. Rådene bygger på "Sundhedsstyrelsens vejledning vedr. forebyggelse af allergi hos småbørn". 

Du bør også sørge for et godt indeklima uden røg, fugt og for meget støv.

Forebyggelse af allergi hos børn med særlig risiko

  • Undgå at barnet udsættes for tobaksrøg
  • Der er ikke dokumentation for effekt af diæt til den gravide eller den ammende mor
  • For at forebygge/udsætte fødevareallergi, børneeksem og astma bør barnet ammes de første 4 måneder. Er dette ikke muligt eller tilstrækkeligt, skal barnet have højt hydrolyseret modermælkserstatning i de første 4 måneder. Efter 4 måneder kan anvendes almindelig modermælkserstatning.
  • Overgangskost kan introduceres tidligst, når barnet er 4 måneder, såfremt barnets udvikling og parathed taler for det. Mange børn trives på modermælk/modermælkserstatning frem til 6 måneders alderen. Når overgangskosten introduceres, er der ikke dokumentation for effekt af at undlade visse fødevarer(som mælk, æg, fisk, citrusfrugter m.m.)
  • For at forebygge cøliaki bør glutenholdige fødevarer undgås frem til 6 måneders alderen. Brug i stedet majs, ris og hirse.
  • Hidtil har man anbefalet, at børn skulle undgå daglig kontakt med pelsdyr det første leveår for at forebygge allergi over for pelsdyr. Men vi forventer at disse anbefalinger bliver ændret, fordi nyere forskning ikke entydigt underbygger dem.
  • Hidtil har man også anbefalet, at for at forebygge husstøvmideallergi skulle barnet have en ny madras samt ren, vaskbar dyne og pude. Men nyere forskning underbygger heller ikke entydigt disse anbefalinger og de forventes ligeledes ændret. 

Forebyggelse af allergi hos børn uden særlig risiko

  • Undgå at barnet udsættes for tobaksrøg
  • Barnet bør ammes de første 6 måneder og gerne længere. Hvis moderen ikke kan amme, gives der almindelig modermælkserstatning.
  • Overgangskost kan introduceres tidligst når barnet er 4 måneder, såfremt barnets udvikling og parathed taler for det. Mange børn trives på modermælk/modermælkserstaning frem til 6 måneders alderen.
  • For at forebygge cøliaki bør glutenholdige fødevarer undgås frem til 6 måneders alderen. Brug istedet majs, ris og hirse.