Allergitjek puslebordet
Du kan forebygge kontaktallergi. Og hvad er mere oplagt end at begynde med den lille ny på puslebordet derhjemme?
Vi guider dig uden om allergisynderne og frem til de sunde valg og gode vaner, når barnenumser og basunkinder dagligt skal plejes og pusles.
Vådservietter
Få blot få år siden fandtes der ingen vådservietter på det danske marked, som var milde nok til Astma-Allergi Danmarks blå krans. I dag er der heldigvis adskillige, som oven i købet alle er milde nok til også at blive brugt til babys ansigt.
Men husk, at en vådserviet kun er et alternativ til en våd vaskeklud, som stadig er det bedste valg til flertallet af dagens mange
bleskift.
Vådservietter med Den Blå Krans: Apotekets babyserie, Derma, SmartKids, Green Kids og Neutral.
Babypleje
Når det handler om at forebygge allergi ved puslebordet, så gælder princippet "Less is more". Vælg enkle produkter uden alt for mange indholdsstoffer, og smør ikke baby ind i noget unødvendigt. Brug fx kun zinkcremen, når halen er rød – ikke ved hvert bleskift.
Vær særlig opmærksom på produkter, der bliver på babys hud og ikke vaskes af igen, fx cremer, olier mv. De påvirker dit barns hud mest.
Gå helt uden om parfume og farvestoffer.
Print vores 4 hurtige huskeråd ud, og hav dem liggende i din pung. Går du efter produkter med Astma-Allergi Danmarks Blå Krans på, har vi gjort arbejdet for dig og skilt skidt fra kanel, så du er sikker på kun at komme hjem med babypleje med minimal allergirisiko.
Babypleje med Den Blå Krans: Abena, Apotekets baby-serie, Babycare, Meda, Derma, Green Kids, Neutral, Nordic Sense, Meda, Urtekram og Zenba.
Produkter med økologisk parfume
Lad baby dufte af baby, og drop helt parfumerede produkter – også de økologiske. Naturlige eller økologiske parfumestoffer og essentielle olier er nemlig lige så store allergiskurke, som industriens kemisk fremstillede duftstoffer.
Gør det til en vane at dufte til babyprodukterne, inden du køber. Dufter de dejligt, så lad dem blive i forretningen. Vælg i stedet et produkt, hvor der står "Parfumefri".
Sværger du til økologisk hudpleje, er der heldigvis parfumefri alternativer til de mange produkter med allergifremkaldende dufte fra moder natur.
Økologisk babypleje med Den Blå Krans: Zenba, Smartkids og Urtekram.
Bleer
Din baby har numsen i ble de fleste af døgnets timer. Derfor gælder det om at vælge rigtigt. Gå helt uden om bleer med lotion og parfume, og find den rigtige pasform til dit barn, så bleen ikke generer babys sarte hud.
Vi har deklareret visse bleer med aloe vera-balsam pga. af aloe veraens dokumenterede virkning, og fordi den anvendte aloe vera er renset for allergifremkaldende antraquiner.
Bleer med Den Blå Krans: Baby Care, Landlord og Pampers.
Vaskemiddel
Gå langt uden om optisk hvidt, farvestoffer, parfume og de stærkt allergifremkaldende stoffer formaldehyd og formaldehyddonor, når du vælger vaskepulver til babys tøj. Desværre er det ikke så enkelt, som det lyder, da der modsat på hudpleje ikke er lovkrav om fuld deklaration på vaskemidler.
Går du efter vaskepulver med den blå krans, slipper du uden om ovennævnte allergiskurke og får samtidig et produkt, hvor du på pakken kan se alle indholdsstoffer.
Tjek desuden, at du bruger den rette mængde vaskemiddel. De fleste bruger faktisk for meget. Og giv evt. din vask et ekstra skyl.
Mange tests viser, at vaskemidlet ikke bliver vasket ud af maskinen i første skyl.
Vaskemiddel med Den Blå Krans: Ariel Sensitive, Danlind, Care, JELP, Neutral, Lanlord og Punkt 1.