Meretes Madråd
Mad uden spild
Som allergiker laver man ofte noget som ikke helt lykkes, og efterfølgende vælger mange af os den nemme løsning: at kassere det. Men hvis man bruger sin fantasi og naturligvis overholder de almindelige køkkenhygiejniske regler kan du komme langt med genbrug.
Har du bagt en kage, som er mislykket på den ene eller anden måde? Smuldr dejen, rør den sammen med hindbærmarmelade, lidt olie, lidt kold kaffe, spiritus eller lignende. Tril nogle kugler og rul dem i kokosmel eller krymmel.
Mislykket brød bliver til croutoner
Er dit brød mislykket? I ovnen med det, rist det godt og lav din egen rasp med blenderen. Eller lav brødcroutoner ved at skære brødet i små tern og rist dem på panden i olie og krydderier, evt. mælkefri margarine.
And og gamle grøntsager bliver til fond
Smid ikke fugleskrog ud, kog fond på dem med diverse suppeurter. Lad fonden koge en times tid før du sier den. Pas på, at den ikke koger ind. Runkne grøntsager? Kan bruges til den ovenstående fond.
Julens tørrede frugter bliver til smørepålæg
Har du en tørrede frugter, figner o.l. tilbage fra julen (gæsterne spiste kun de fyldte chokolader og marcipanbrødene), så brug dem til at lave en god pasta til børnenes madpakke. Brug blenderen, kom lidt juice og gerne en rest af diverse nødder, det er både sundt og smager godt. Er frugterne blevet for tørre, så lad dem ligge natten over i en smule juice.
Rødkålen bliver til salat
Det kvarte rødkålshoved i grøntsagsskuffen? Blend eller finsnit sammen med et par (runkne) æbler, og evt. et par hasselnødder. Kom den op i en skål, og tilsæt ribs gele, lidt olie samt salt. Voila! En herlig og sund salat.
Marcipanen kan bruges i kager
Marcipanen som du har til rest, kan rives og kommes i sammen med æbler til tærter og rørkager. Marcipan og æbler smager godt sammen.
Brug fryseren!
Og så kan man jo også bruge fryseren. Men, uh, hvor bliver det let "ude af øje - ude af sind". Der skal være et kontinuerligt flow i din fryser, så den ikke bare bliver en opbevaringskasse for rester! Jeg taler af erfaring.
Nytårsfortsæt
Lad nu være med at købe 10 bananer fordi du sparer to kroner. Køb dem du har brug for!
Og husk: Hurtigt i køleskabet med det mislykkede produkt, hvis du ikke skal bruge det lige her og nu!