Brødkrumme Brødkrumme

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Medicinallergi

Uønskede virkninger fra medicin kan være bivirkninger, men kan også skyldes allergi over for medicin.

Oplever du en reaktion af din medicin?

Hvis du er i tvivl, om der er tale om en allergisk reaktion eller en bivirkning, bør du kontakte lægen. Det er vigtigt, at en mistanke om en allergisk reaktion bliver undersøgt, og at der bliver lagt en plan for din fremtidige behandling.

På indlægssedlen, der følger med medicinen, kan du læse om lægemidlets kendte bivirkninger. Bivirkningerne fremgår også af lægemidlets produktresumé, som er tilgængeligt på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside.

Hvis du oplever uønskede virkninger, der ikke er beskrevet i indlægssedlen, bør du eller din læge indberette dem til Lægemiddelstyrelsen på meldenbivirkning.dk.

Bivirkning eller allergi?

Det har stor betydning, om det er det ene eller det andet. Hvis du fx får hovedpine, hver gang du tager det samme lægemiddel, så er det en bivirkning og ikke en allergi. Bivirkninger som hovedpine, kvalme eller diarré kan formentlig lindres med anden medicin, hvis det er meget vigtigt, at du fortsætter din behandling.

Men hvis du har allergi over for medicinen, så er der risiko for en alvorlig reaktion, og derfor skal du ikke tage lægemidlet igen. Medicinallergi kan vise sig som fx nældefeber, besværet vejrtrækning eller mere voldsomt udslæt med blærer og afskalning af huden.

Forskellen på bivirkning eller allergisk reaktion er afgørende, for hvis du fx får meningitis og har brug for penicillin, kan du – trods en bivirkning som diarré – godt gennemføre behandlingen. Men hvis du har fået en allergisk reaktion af penicillin tidligere, må du ikke få det igen. Så skal lægerne finde et alternativ.

En diagnose kræver en undersøgelse

Har du allergi over for penicillin eller andre lægemidler, så reagerer du, fordi dit immunsystem opfatter medicinen som noget fremmed, den skal bekæmpe.

Du kan udvikle allergi mod stort set alle former for lægemidler – men lægemiddelallergi er sjælden.

Penicillinallergi er den mest almindelige lægemiddelallergi. Dog er én episode med udslæt efter penicillin i din barndom langt fra nok til at kunne konkludere, at du ikke kan tåle penicillin resten af dit liv. At få diagnosen kræver nemlig en korrekt udredning.

Udredning for allergi over for medicin er en specialistopgave. Udredningen er skræddersyet hver enkelt patient og afhænger af, hvilket lægemiddel, der skal testes. Undersøgelserne kan omfatte blodprøver, hudtest og eventuelt en provokationstest. Ved en provokationstest bliver du udsat for det mistænkte lægemiddel for at se, om du reagerer på det, og i så fald, hvilken reaktion det udløser.

Det er mindst lige så vigtigt at få afkræftet som at få bekræftet en medicinallergi, så du og lægen ved, hvordan du skal agere i forhold til lægemidlet fremover.

CAVE-kort

Hvis du har fået bekræftet en medicinallergi ved udredning, vil du typisk få et såkaldt CAVE-kort med detaljer om, hvad du er allergisk overfor.

Husk at oplyse din medicinallergi til din egen læge, til lægevagten, på hospitalet og til nærmeste pårørende. Du kan også skrive det på fx dit sygesikringsbevis, så det er nemt for sundhedspersonalet at finde i en akutsituation.

Artikel: Medicinallergi eller bivirkning?

 

 

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

Meld en bivirkning

Indberet en bivirkning til Lægemiddelstyrelsen.

Du kan selv gøre det eller bede din læge om det på meldenbivirkning.dk.

Webindholdsvisning Webindholdsvisning