Din hverdag
Her finder du gode råd og tips til hverdagen med astma, allergi, eksem og høfeber.
I den akutte behandling af allergi er der seks strenge at spille på:
Antihistamin, binyrebarkhormon, adrenalin (der nemt kan gives med en EpiPen eller Jext), beta-2-agonister, lejring og ilt. Nogle af disse behandlinger udfører hospital/læge, mens patienten kan varetage andre.
Nældefeber behandles med antihistamin og binyrebarkhormon. Det lette tilfælde kan klares med antihistamin alene, mens det svære tilfælde kræver binyrebarkhormon som tablet eller injektion hos læge eller på sygehus. Er du i tvivl om sværhedsgraden af tilfældet, bør du under alle omstændigheder søge hospital.
Lægen/hospitalet kan ikke umiddelbart sige, hvilket antihistamin der er bedst til dig, da effekten i høj grad afhænger af, hvordan du omsætter lægemidler i kroppen. Sammen med lægen må du prøve dig frem i junglen af præparater, indtil I finder det præparat, der virker bedst til dig.
Angioødem behandles også med antihistamin og binyrebarkhormon efter samme principper som nældefeber. Her bør du dog i alle tilfælde søge læge eller skadestue på grund af risikoen for hævelse af luftvejene. På sygehuset kan det blive nødvendigt at behandle med ilt gennem maske og i sjældne alvorlige tilfælde med ilt gennem en slange i den hævede hals.
I den akutte situation anvender man beta-2-agonist (den blå medicin). På sygehuset vil man sædvanligvis supplere med binyrebarkhormoninjektion (brun medicin).
Den vigtigste og umiddelbart livreddende behandling af det allergiske shock (anafylaksi) er førstehjælp, altså det du kan gøre med det samme - før ankomst til sygehuset.
Sidst men ikke mindst indlægger lægen patienten til observation og vil formentlig tage en række blodprøver for at overvåge de vitale organers funktion. Effekten af allergenet holder nemlig ofte længere end adrenalinet fra adrenalinpennen eller fra sprøjten på skadestuen, så det er ikke usædvanligt at se en forværring af tilstanden nogen tid efter den første reaktion. Behandlingen - hvis symptomerne kommer igen - er fuldstændig den samme som den første behandling.