Din hverdag
Her finder du gode råd og tips til hverdagen med astma, allergi, eksem og høfeber.
Husstøvmiderne lever i hjem, hvor luftfugtigheden er høj, og derfor er et tørt indeklima en vigtig del af symptomforebyggelsen.
Det bedste er en relativ luftfugtighed på under 45 % i vintermånederne.
Husstøvmiderne trives dårligt i et tørt og lunt soveværelse, hvor luftfugtigheden er lav. Desuden ved vi, at miderne bliver slået ihjel ved temperaturer over 55 grader C.
Brug rullelisten nedenfor til at finde ud af, hvad du kan gøre for at forebygge symptomer på husstøvmideallergi.
Bemærk at det ved forebyggelse af symptomer IKKE er nok at fryse dynen, lufte dynen, tørretumble dynen, lægge dynen i solen, støvsuge madrassen, rense dynen eller vaske dynen ved temperaturer under 60 grader.
Ingen af disse tiltag fjerner i tilstrækkelig grad det, der giver symptomer på allergi.
Hvis du stadig har symptomer, kan du i samråd med din læge overveje, om du måske kan have glæde af et ventilationsanlæg. Det vil formentlig nedbringe antallet af husstøvmider, fordi luftfugtigheden falder. I så fald bør det være et mekanisk ventilationsanlæg med genvinding af varmen.
Mange dyner og puder uden dun bliver kaldt allergivenlige, men en dundyne kan være lige så god som en syntetisk. Bare den kan vaskes ved 60 grader, så husstøvmiderne dør. I forhold til dyner, puder og madrasser af silke, uld eller latex har vi ikke kendskab til dokumentation, der viser, at disse materialer adskiller sig fra fx dun/fjer eller lignende.
Det betyder, at du også nødt til at vaske disse materialer ved 60 grader for at forebygge symptomer ved husstøvmideallergi. Vær dog opmærksom på, at silke og uld ofte ikke tåler vask ved så høj temperatur.
Læs vores artikel over fup eller fakta, når det kommer til husstøvmider.